Guide Til Positionslys: Alt du skal vide

//

Det er lovpligtigt at have funktionelt positionslys på sit køretøj. Læs om positionslys og regler her.

Hvad er positionslys?

Positionslys er de små lygter i bilens forlygter. Bilens baglygter er fortsat tændt, når positionslyset er slået til. Positionslyset må kun bruges, når bilen holder stille – og altså ikke under kørsel. Det gælder for eksempel ved parkering på mørk vej eller ved stop ved en jernbaneoverskæring i mørke.

Positionslyset skal bestå af minimum 2 lys, men må bestå af op til 4. I instrumentbrættet lyser tegnet for positionslyset, når det er slået til.

Modsat nærlys – som bruges under kørsel – er positionslys en advarsel til de øvrige bilister. Positionslys betyder, at der her holder en stillestående bil. Positionslys kaldes derfor også for parkeringslys.

I praksis er det meget sjældent, at positionslyset bruges. Det er nemlig ikke lovligt at køre med, og det skal altså kun bruges, hvis du parkerer på en vej med andre biler – og dermed ikke på en parkeringsplads – efter mørkets frembrud.

Forskel på positionslys, nærlys og kørelys

Bilens lygter har mange forskellige typer lys, som det er vigtigt at kende forskel på.

  • Positionslys: Bruges ved parkering eller stop på mørk vej.
  • Nærlys: Bruges ved kørsel og skal oplyse vejen mindst 30 meter foran dig. Nærlys kaldes også kørelys.
  • Fjernlys: Bruges ved kørsel i mørke og skal oplyse vejen mindst 100 meter foran dig.
  • Baglygter: Skal kunne ses fra minimum 300 meters afstand bag bilen.
  • Bremselys: Skal lyse kraftigere end baglygterne og er typisk rødlige.

Dertil kommer nummerpladelys, blinklys og baklys, som også er lovpligtigt, samt tågelys, der ikke er lovpligtigt.

Positionslys regler

Bilen skal være udstyret med 2 positionslys. Positionslyset skal være hvidt eller gulligt, og lyset skal kunne ses på mindst 300 meters afstand. Det behøver du dog ikke at bekymre dig yderligere over, hvis lygter og pærer er godkendt efter danske standarder. I så fald vil positionslysene altid kunne ses på den lovpligtige afstand.

Positionslygterne skal sidde højst 40 cm fra køretøjets yderste kant – og mellem 40 og 150 cm over vejbanen. Positionslys kan være en integreret del af bilens forlygter eller have sit eget lygtehus.

Positionslys bruges som udgangspunkt udelukkende til parkering eller stop på mørk vej. Formålet er, at andre bilister kan se bilen – og ved, at den er stillestående – og dermed nå at reagere i tide.

Der skal være positionslys på alle køretøjer. Udover personbiler gælder reglerne for positionslys dermed også for motorcykler, busser og varevogne. For trailere gælder andre regler. Se nedenfor.

Selvom positionslyset bruges begrænset, er det alligevel lovpligtigt, og lever positionslyset ikke op til lovkravene, kan du risikere en bøde på 1.000 kr.

Positionslys trailer

Alle køretøjer skal have positionslys. En trailer er et påhængskøretøj og er dermed omfattet af andre regler. Her gælder det, at baglygterne skal kunne ses på minimum 300 meters afstand. Baglygterne skal indeholde baglys, blinklys og stoplys – enten integreret eller særskilt.

Derudover skal der være følgende lovpligtige reflekser på en trailer:

  • 2 hvide reflekser foran på traileren
  • 2 trekantede røde reflekser bagpå traileren (kan være indbygget i lygten)
  • Minimum 1 gul refleks eller 1 gult refleksbånd på hver side af traileren

Alle reflekser skal være godkendte A-reflekser. De skal desuden være intakte og rene.

Læs også: Hvor gamle må dine dæk være?

FAQ

Hvornår skal man bruge positionslys?

Positionslys bruges udelukkende til parkering eller midlertidigt stop på mørk vej.

Hvor langt skal positionslys lyse?

Der er ikke regler for, hvor langt positionslys skal lyse, men lyset skal kunne ses minimum 300 meter væk.

Må man køre med positionslys?

Nej. Positionslys må ikke bruges under kørsel. Under kørsel bruges nærlys.

Hvor mange positionslys skal en bil have?

En bil skal have 2 positionslys. Bilens baglygter er desuden tændt, når positionslyset er slået til.

Submission received, thank you!

Close Window
+